Kan det virkelig være dejligt at udsætte sig selv for skræk og kulde? Svaret er overraskende ja! Flere og flere hopper i bølgen blå for at give sig selv et kuldechok, som sætter gang i kroppen. Men der er faktisk mange gode grunde til at hoppe i det kolde vand. Det er nemlig både opkvikkende og sundt for kroppen at få denne form for forskrækkelse!
Nogle kunne aldrig drømme om bare at sætte så meget som storetåen i det kolde vand. Mens andre bliver helt afhængige af suset i kroppen, som en tur i bølgen giver. Vinterbadning er en fritidsinteresse, der bogstaveligtalt deler vandene. Selvom mange er imod at få sig et kuldechok, så sker der en tydelig fremgang i medlemstallet i Danmarks vinterbaderklubber. Vinterbadning er faktisk gået hen og blevet hot, hvis man kan sige det. Medlemmerne strømmer til klubberne, og især i de store byer er den yngre målgruppe blevet ramt af dillen.
Faktisk er vinterbadning blevet så populært, at der er startet vinterbadefestivaller rundt omkring i Danmark. Både i Søndervig og Skagen bliver der hvert år afholdt vinterbadefestival, hvor flere hundrede mennesker hopper i havet for at få det kolde gys. Både vinterbadeklubber og badelystne fra nær og fjern deltager hvert år i arrangementerne og for mange deltagere er det blevet en fast tradition at trodse kulden sammen.
I marts 2020 var flere end 56.000 danskere medlem af en vinterbadeklub. Tilbage i 2009 var der godt 10.000 medlemmer fordelt ud på 17 vinterbadeklubber. I dag er antallet af vinterbadeklubber steget til 155. Klubben med flest medlemmer er Vingeklubben Jomsborg i Aarhus, som i skrivende stund har 9500 medlemmer. Ud over medlemmerne i vinterbadeklubberne, så skal alle medlemmer uden medlemskab i en klub også tælles med. Så samlet set er der langt flere end 56.000 danskere, som tager turen i ud i det blå. Så hvad venter du på? Hop med på bølgen!
Iklæd dig en god badekåbe, når du vinterbader. På den måde undgår du at fryse, når du kommer op fra vandet.
HVAD GØR VINTERBADNING VED KROPPEN?
Tidligere var det især personer over 40 år, som dyrkede vinterbadning, men i dag er flere af de nye medlemmer under 30 år. Men hvordan kan det være, at vinterbadning er blevet så populært? Københavns Universitet har undersøgt, hvilken påvirkning vinterbadning har på kroppen. Måske det kan gøre os klogere på trenden? Og hvorfor vinterbadning er sundt?
Undersøgelserne viste nemlig, at vinterbadning var godt for både krop og sjæl. Allerede inden kroppen rammer vandet, begynder den at gøre sig klar til det kolde gys. Adrenalinniveauet stiger, og der bliver skudt en masse hvide blodlegemer ud i blodbanerne. I det kroppen kommer under vandet, så nedkøles kroppen ekstremt hurtigt, hvilket sætter gang i kroppens forsvar. Det kolde vand aktiverer immunsystemet samtidig med, at adrenalinniveauet stiger. Kuldechokket udløser en blanding af endorfiner og adrenalin, som stresser kroppen, men samtidig efterlader blandingen en lykkefølelse. Flere vinterbadere oplever, at de ligefrem føler sig helt ’høje’ af disse endorfiner, der bliver skudt ud i kroppen efter en tur i bølgerne.
Vinterbadning sætter altså gang i kroppens systemer og ikke nok med det, så sætter det blodkarrene i gang. Når kroppen udsættes for et ekstremt kuldechok, så trækker blodkarrene sig sammen og strømmer til de indre organer. Når kroppen befries fra vandet og får varmen, så åbner blodkarrene sig igen. Når blodkarrene åbner sig igen, så skaber det en indre varme, som godt kan få kroppen til at stikke og prikke. Vinterbadning er altså ren motion for blodkarrene, som virkelig bliver aktiveret af den pludselige kulde efterfulgt af varmen.
Vinterbadere mener selv, at turen i det kolde vand er med til at gøre dem stærkere og sundere. Faktisk er der blevet lavet undersøgelser, som viser, at vinterbadere har færre sygedage og føler sig sundere. Men forskerne ved ikke, hvad der kommer først. For er det sunde mennesker, der vinterbader, eller bliver man rent faktisk sundere af at vinterbade?
KOM I GANG MED VINTERBADNING
Vil du med på vinterbaderbølgen? Vi hjælper dig med at komme godt i gang. Her får du vores bedste råd til at komme i gang med vinterbadning.
1. Start langsomt op
Begynd gerne badningen i løbet af sommeren, så kroppen gradvist kan nå at vænne sig til det kolde vand om vinteren. Ved at starte vinterbadersæsonen tidligt, så vænner du kroppen til ikke at hyperventilere, når vandet omslutter sig kroppen. Forbered dig mentalt på det, der skal ske, så du er fast besluttet på at komme under. Begynder du at dyppe fødderne, så kan det hurtigt blive en ubehagelig oplevelse. Men er du i stedet fast besluttet på at komme under, så er det bare at glide ud i vandet, når du står klar.
2. Følg baderådene
Sørg for at kende stedet, hvor du hopper i, så du ikke støder ind i ubehagelige overraskelser. Vær opmærksom på vind og vejr samt strømforholdene i området. Derudover er det vigtigt, at du er et sted, hvor du nemt kan komme op af vandet igen. Sørg for at stien er sikker og robust, hvis der er en stige til rådighed.
3. Vinterbad aldrig alene!
Om du er en erfaren vinterbader eller ej, så skal du aldrig bade alene. Når blodkarrene trækker sig sammen i kroppen, kan man muligvis opleve svimmelhed. Uerfarne vinterbadere kan i nogle tilfælde reagere ved at besvime, derfor er det særlig vigtigt ikke at bade alene. Det er altid godt at have hjælpen lige ved hånden, og så er det samtidig hyggeligt at komme i vandet sammen med andre. Tag morgenkaffen med og nyd den i godt selskab efter en tur i bølgerne.
4. Find en klub
Det er altid en god idé at følges med erfarne vinterbadere de første gange, man skal i vandet. I de forskellige vinterbadeklubber er de fleste ude for at få sig en dukkert enten om morgenen eller aftenen. Så mød op i disse tidsrum, hvis du ønsker at følges med nogle, der har prøvet vinterbadning før. Når i hopper i vandet, så hold gerne øje med hinanden, så alle får en god oplevelse.
Vinterbadning er for alle! Det handler blot om at gøre det til en god oplevelse. Giv dig selv et afbræk fra den travle hverdag og lad tiden stå stille for en stund. Nyd at være tilstede lige her og nu uden nogen forstyrrelser. Her er der ingen forventninger til dig, du skal bare være til og nyde nuet.
Vi ses i bølgen blå!