Hvorfor vinterbade? - Fakta om vinterbadning

hvorfor vinterbadning

Vinterbadning er godt for rigtig mange ting.

Det er den perfekte opkvikker, og med en iskold dukkert kan får du blodet til at strømme og mærker kroppen lige såvel som naturen.

Modsat hvad du måske tror, så kan man godt dyrke vinterbadning uden medlemskab i en vinterbadeklub. Det kræver ikke andet, end et godt håndklæde eller en lun badekåbe, så du hurtigt kan få varmen.

Foretrækker du at få varmen i en sauna eller måske nyde den forfriskende effekt af at kunne gå i vandet flere gange, så kan det være en fordel at finde en vinterbadeklub, hvor du også får mulighed for at dele oplevelsen med andre vinterbadere.

Hvis du er helt ny i vinterbadning, så er der nogle ting, som er vigtige at tænke over, inden du begiver dig ud i vinterbadning første gang, og hvis du gerne vil i gang med at vinterbade, så er du kommet til rette sted.

Vinterbadning er mere end bare end blot et koldt dyp – det er også en mentalitet, der følger med det at have et aktivt liv, og det er en fantastisk måde at være i naturen – hele året rundt, alle sæsoner og i al slags vejr. Læs med her for at få flere gode råd til vinterbadning.

Hvorfor vinterbade?

Vinterbadning bærer mange fordele med sig. Når du går i det kolde vand, så får kroppen et chok, og du bliver vækket til live. Forbered dig på at få et øjeblikkeligt kick.

Så snart du har vænnet dig til følelsen af det kolde vand, så vil den forfriskende effekt være vanedannende. Vinterbad giver en følelse af velvære, der ikke er at sammenligne med noget andet. Det skyldes ligeså meget en oplevelse af at være i naturen og at være fri, som det er kuldechokket.

Vinterbadning første gang

Måske tænker du vinterbadning, hvordan griber jeg det an? Der er nogle ting, som er gode at være opmærksom på, når du skal vinterbade for allerførste gang. For det første skal du sørge for ikke at gå i vandet alene.

Chokket fra det kolde vand gør, at der er risiko for at hyperventilere. Sørg derfor for at trække vejret dybt ned i maven, når du træder i det kolde vand – særligt hvis du går i fra en badebro eller en trappe i havnen. Hvis du går i fra stranden, så kan du starte med at gå stille og roligt i vandet og derved vænne kroppen til kulden løbende.

Derfor er det også vigtigt ikke at være alene første gang. Hvis det usandsynlige skulle ske, at du eller din bademakker bliver utilpas, så har I hinanden til at hjælpe.

Det er også en rigtig god idé at begynde med at bade allerede om sommeren. Hvis du starter med at bade i august eller september, hvor vandet stadig er lunt, så tillader du kroppen at vænne sig gradvist til vandet, der bliver køligere som vinteren tager til.

Så tålmodighed og langsom tilvænning er vejen mod at blive en vaskeægte vinterbaderviking.

Hvis du er heldig at have fået plads i en af landets eftertragtede vinterbadeklubber, så er der sandsynligvis både sauna og gode badefaciliteter tilgængelige.

Det kan være dejligt at gå i vandet flere gange og sidde i sauna i mellem. Men lad det ikke afskrække dig fra at starte med at vinterbade. Så længe du har et stort, godt håndklæde med og godt med varmt tøj, så er du godt dækket ind. Din krop er fint i stand til at regulere, så du hurtigt bliver varm igen.

Må man vinterbade når man er gravid?

Hvis du er gravid, så anbefaler vi dig ikke at vinterbade. Der er ingen beviser på, at det skulle være farligt at vinterbade gravid, men kuldechokket kan være en belastning på systemet, og derfor frarådes vinterbadning gravid hos mange vinterbadeklubber.

Det svarer lidt til, at gravide også tilrådes at holde motion på et moderat niveau. Derfor lyder vores anbefaling, at vinterbadning venter, til du har født.

Kan jeg vinterbade forkølet?

Hvis du er forkølet kan det være en skidt idé at vinterbade. Vent hellere, til du er helt rask, og kroppen er i fulde omdrejninger igen.

Hvis du er garvet vinterbader, så kan det dog godt være, at du er mindre tilbøjelig til at blive forkølet. Det kolde vand kan bidrage til at sætte gang i immunsystemet, så kroppen er mere modstandsdygtig overfor sygdom.

Vinterbadning er en livsstil

Det kolde gys er en vanedannende sag – og det giver en masse positive effekter med sig. Der er den øjeblikkelige friskhed, som kommer af det kolde gys, og som kan være en skøn start på dagen. Men man ser også, at vinterbadere ofte er sunde og raske.

Det er dog som hønen og ægget – man ved ikke, om vinterbadning bidrager til sundhed, eller om det simpelthen bare er sunde mennesker, der vinterbader. Derfor er vinterbadning også en livsstil, et signal, og en måde at vælge det sunde liv til og prioritere tid i naturen.

Vi taler her heller ikke om en vinterbade sæson. Vinterbadere vil ofte nyde en tur i vandet hele året rundt og uafhængigt af vejr.

En smuk morgen, hvor du netop har taget et koldt dyp, så kan det være fristende at dokumentere din tur i vandet med et billede.

Husk dog altid at tjekke, at der ikke er nogen vandet, der hvor du knipser dine vinterbade billeder. Ikke alle har lyst til at optræde på dine billeder – og nogle bader nøgne. Så derfor er det vigtigt at respektere de andre vinterbadere og være opmærksom, inden du tager billeder.

Vær også opmærksom, hvis du bader i en vinterbadeklub, som måske har regler omkring vinterbadning og billeder.

Hvis du leger med tanken om en kold dukkert, så ser vi ingen grunde til at lade være. Sørg blot for at have en anden vinterbader med dig, sørg for at du kan få varmen igen, og start gerne ud tidligt på vinterbadesæsonen.

Fordelene er mange, og vi tør godt love, at et jævnligt kuldechok og tiden i naturen er godt for enhver. God badning!