Kom godt i gang!

Dorthe fra VinterBaderens guide til vinterbadning

Mine yndlings badesteder

Jeg har efterhånden badet mange smukke steder i Danmark, og dem vil jeg meget gerne vil dele med dig. Jeg har sammensat en lille guide til, hvor du kan finde et lækkert badested tæt på dig. Jeg håber, det kan inspirere dig.

Kender du et lækkert badested?

Jeg modtager med kyshånd dine badeerfaringer. Del dem endelig med mig på enten Facebook , Instagram, eller mail.

SÅDAN STARTER DU

For mig er vinterbadning den perfekte opkvikker - og med en iskold dukkert kan du mærke kroppen lige såvel som naturen. Denne oplevelse vil jeg naturligvis gerne dele med dig - og derfor har jeg et par tips til, hvordan du kommer godt i gang med at vinterbade.

Der er nogle ting, som er gode at være opmærksom på, når du skal vinterbade for allerførste gang. For det første skal du sørge for ikke at gå i vandet alene.

Forlæng sommeren
Først og fremmest er det nemmest, hvis du starter på vinterbadning om sommeren. Med det mener jeg, at det er lettere at vænne kroppen til det kolde gys, hvis du gradvist følger årstidens temperaturskift. Hvis du starter med at bade i august eller i september, hvor vandet stadig er lunt, så tillader du kroppen at vænne sig gradvist til vandet, der bliver køligere som vinteren tager til. På den måde oplever du ikke et voldsomt temperaturskift i vandet.

På den anden side er det ikke for sent at begynde på vinterbadning i de kolde måneder. Du kan sagtens begynde at vinterbade, hvis bare du husker på, at de første par ture i det kolde vand er de sværeste.

De første dyp er de sværeste

Pas på med at stå og overveje på badebroen for længe - og undgå allerhelst at dyppe dine fødder i vandet for at mærke dets temperatur - for det er koldt! Det gør det blot sværere at komme i. Mit råd er i stedet, at du skal komme hurtigt i vandet uden at tænke for meget over det. Når du har gjort det de første par gange - så bliver du helt afhængig, og kan ikke vente med at hoppe i.

Så tålmodighed og langsom tilvænning er vejen mod at blive en vaskeægte vinterbaderviking.

Find en bademakker

Som sikkerhedsforanstaltning vil jeg råde dig til aldrig at bade alene. Hvis det usandsynlige skulle ske, at du eller din bademakker bliver utilpas, så har I hinanden til at hjælpe.

Orienter dig

Husk altid at orientere dig om vind- og vejrforholdene, inden du springer i vandet.

Se hvor der er blåt flag nær dig

Træk vejret dybt

Sørg for at trække vejret dybt ned i maven, når du træder i det kolde vand – særligt hvis du går i fra en badebro eller en trappe i havnen. Hvis du går i fra stranden, så kan du starte med at gå stille og roligt i vandet og derved vænne kroppen til kulden løbende. Chokket fra det kolde vand gør, at der er risiko for at hyperventilere.

Få varmen efterfølgende

Et dyp i det iskolde vand får blodet til at strømme, og du vil opleve en opkvikkende fornemmelse. Du behøver ikke at have adgang til sauna som vinterbader - tvært i mod kræver det blot et godt håndklæde eller en lun badekåbe, så du hurtigt kan få varmen.

Foretrækker du at få varmen i en sauna eller måske nyde den forfriskende effekt af at kunne gå i vandet flere gange, så kan det være en fordel at finde en vinterbadeklub, hvor du også får mulighed for at dele oplevelsen med andre vinterbadere.

Det kan være dejligt at gå i vandet flere gange og sidde i sauna i mellem. Men lad det ikke afskrække dig fra at starte med at vinterbade. Du kan sagtens vinterbade alligevel - Din krop er fint i stand til at regulere, så du hurtigt bliver varm igen.

Jeg har samlet alt min viden omkring vinterbadning i nedenstående artikler:

Hvorfor vinterbade?

Derfor er vinterbadning sundt

Derfor er sauna sundt

Saunagus


Har du yderligere spørgsmål?